Historisk set..

Baptisterne er ligesom Luthers og Calvins kirker børn af 1500-tallets europæiske reformation. Men fordi Den lutherske Kirke blev indført her i landet i 1536, bliver de få baptister på den tid straks forfulgt.
I 1700-tallet er der igen vækkelse i Danmark. Også her forsøger nogle at kæmpe for retten til at blive baptister, men konge og statsmagt indfører love imod anabaptisterne – gendøberne, som de blev kaldt.
Tredie gang, der er vækkelse, lykkes det. Vi er i begyndelsen af 1800-tallet, hvor den gudelige vækkelse slår igennem mange steder i landet. Kristendom bliver en personlig sag. De troende mødes i små kredse til bibellæsning og bøn. Det drejer sig om at forkynde evangeliet for alle de "navnekristne", der i samtiden kaldes rationalister.

Vækkelsen spaltes i tre retninger. Grundtvig og hans tilhængere vil gøre plads til alle i en rummelig statskirke.
Indre Mission ønsker en kirke af de sande troende, men bliver alligevel stående i storkirken.
Alene baptisterne bryder med den statskirkelige lutherdom, der, indtil vi får grundloven af 1849, er den eneste lovlige kirke. De har ved studium af Bibelen fundet frem til, at deres kirke- og dåbssyn må være et andet end det, der præger den lutherske statskirke. Det glæder dem derfor, da de i sommeren 1839 finder ud af, at der udenfor landets grænser - i Tyskland - er kristne, som deler deres bibelsyn.

I efteråret 1839 bliver de første danske baptister døbt i København. Det sker udenfor byen en tidlig morgen – den 27. oktober i blæsevejr ved neddykkelse i Lersøen, der har en temperatur nær frysepunktet. Hermed er Nordens første frikirke - Baptistkirken - dannet. Dåbshandlingen bliver udført af J. G. Oncken, baptist præst fra Hamburg.

Baptisternes dåbshandlinger er ulovlige, og de danske baptisters dagligdag bliver straks præget af kulde og blæst fra myndighederne side. Lederne bliver udpantet eller fængslet. Således sidder lederen i København, P.C. Mønster, fængslet i alt to år i fem omgange i løbet af fire år.
Den lutherske kirkes præster gør fælles sag med landets politi, og udøbte børn af baptistforældre bliver tvangsdøbt. Tvangsdåben finder sted enten i kirkerne eller som hjemmedåb, mens baptisterne passivt ser til: Denne 'vandgang' betyder jo intet i sig selv. Tvangsdåb finder sted ca. 30 gange i årene efter 1839.

Mange protesterer dog. Grundtvig taler for religionsfrihed, engelske og amerikanske baptister rejser hertil og kommer i audiens hos kongen for at tale frihedens sag. Den liberale presse i København tager baptisternes parti imod de lutherske biskopper, der er mest uforstående af alle. Politisk blæser de stærkeste vinde i samme retning – og alt ender med religionsfrihedens komme med Grundloven af 5. juni 1849.

"Enhver Baptist er missionær" (1839-1907)

I årene 1839-49 bliver der døbt ca. 1000 baptister i Danmark.
Ydre forfølgelser, indre splid, den lutherske kirkes polemik og mormonernes indgang i menighederne svækker den unge kirke, men baptisterne er ikke inaktive.
Onckens valgsprog står til troende i pionértiden: "Enhver baptist er en missionær!"
Fra de nye menigheder spreder baptismen sig til både Sverige og Norge.

I 1849 bliver de danske baptister en del af et nystiftet dansk-tysk baptistsamfund.
Men på grund af nationale modsætninger, de dansk-tyske krige og tabet af Slesvig-Holsten bliver samarbejdet umuliggjort. Hertil kommer en markant udvandring til Amerika. Mange ledere rejser til 'frihedens land', hvor de fortsætter deres mission.
Men midt i depressionen ligger nye kræfter gemt til mission herhjemme.

I 1888 danner de danske baptistmenigheder et nationalt kirke samfund, der får navnet 'De døbte Kristnes Forening i Danmark'. Hermed er de formelt ophørt med at være en del af Det tyske Baptistforbund. Nu orienterer de sig vestover – mod USA.
Unge danske rejser nu til USA for at få deres præsteuddannelse i Chicago. Amerikansk missionssyn og - metoder vinder hurtig indpas herhjemme. Og de dansk-amerikanske baptister formidler kontakt mellem baptister herhjemme og Nordstats-baptisterne i USA. Hermed skabes ikke blot muligheder for økonomisk hjælp herhjemme, men også for samarbejde om international mission, primært i Afrika.
Alt dette skaber frimodighed herhjemme, og 1890 erne bliver en fremgangsperiode, som danske baptister ikke har kendt magen til. Da det nye århundrede begynder, er der to dansk-talende baptistsamfund med hver ca. 4000 medlemmer. Det ene hører hjemme i USA; det andet i Danmark.

Opblomstring (1908-1940)

Først i 1908 finder de danske menigheder på at give deres fælles virke det nuværende navn: 'Det danske Baptistsamfund'. Men nu har man også 'fundet sammen' på flere niveauer: Mission på landet bliver omlagt til bymission, og dansk-amerikanere samler penge ind til nye kirkebygninger i Århus og Odense. Man flytter en udtjent højskole fra Aalborgområdet til nye bygninger i Tølløse i 1928.

Man søger eget oversøisk missionsområde og får overdraget den protestantiske mission i Burundi, hvortil de første missionærer ankommer i 1928. Man skaber egen præsteuddannelse herhjemme fra 1918, og siden har Det teologiske Seminarium spillet en af gørende rolle i præsters og lægfolks uddannelse. Søndagsskoleråd, Ungdomsforbund og Spejderkorps ser dagens lys i denne periode. Ligeledes organiserer den sociale mission sig i Afholdsbevægelsen. Og sidst, men ikke mindst, sætter man kræfterne ind i København, hvor det store 'Baptisternes Hus' ligger centralt ved Søerne i perioden 1922-44. Missionsvirket blomstrer.

Parallelt hermed bliver baptisterne efterhånden opfattet som et stuerent kristent kirkesamfund. Da 100-årsjubilæet fejres i 1939, siger Den evangelisk-lutherske Kirkes biskop over København: “Kære brødre i Kristus! Således stod der på den indbydelse, som vor kirke modtog. Det var en ret kristen hilsen, som vi med glæde gør til vor. Når vi mødes som Guds børn i Frelserens navn, er vi ikke længe om at opdage, at der er mere enhed og fællesskab mellem vore kirkesamfund, end vi i almindelighed tror. Kristus er grundvolden for fællesskabet kirkerne imellem. De er alle hans børn. Han har dem alle i hånden, og han leder dem som een stor børneflok i fællesskab.”

På grundlag af en sådan forståelse danner danske kirker samme år "Det økumeniske Fællesråd". Danske frikirker har på det tidspunkt allerede fundet sammen i "Evangelisk Frikirkeråd". Begge fællesskaber virker og består endnu. Men først fra 1953 bliver "Det danske Baptistsamfund" et 'anerkendt trossamfund' med de rettigheder og pligter, der følger heraf.

Moderne tider (efter 2. verdenskrig)

Den medlemsmæssige fremgang bliver til stagnation og tilbagegang i årtierne efter 2. verdenskrig, da den moderne verden tager skikkelse i form af en sekularisering.
I årene siden er medlemstallet dalet med knapt 20% til 5.800 døbte medlemmer. Menighedernes berøringsflade især blandt børn og unge bliver i samme periode betydeligt mindre, og det får danske baptister til at gennemtænke, hvori mission i Danmark i dag består.
Nye tiltag iværksættes. Samtidig med, at medlemstallet er faldet, er menighedernes antal vokset. Denne tendens afspejler, at mission i dag nødvendigvis indbefatter nærhed, men også at nye menigheder er nødvendige i områder, hvor folk lever fremmedgjorte for et ægte, kristent fællesskab.
Derfor består et af baptisternes nye tiltag i mission i Danmark i menighedsplantning. I 1980'erne startede man menighed i Silkeborg, i 1990'erne på Københavns Vestegn, hvor der nu er 3 nye menigheder, i Allerød og ligeledes i Esbjerg og Aalborg. En vietnamesisk præget menighed er stiftet i Slagelse.

Vi arbejder, som de første begyndte – men med nye motiveringer og metoder,
hvis du vil følge med i de nyeste "strømninger" blandt baptister i Danmark,
så brug linket til  Baptistsamfundets infosider.

Denne informationsside er lånt fra "Baptistkirken i Danmark"!